Hvad er Snoezelen?

Snoezelen er et begreb, der dækker over multisensorisk stimulation i trygge, ustrukturerede rammer – uden krav om præstation eller et bestemt “rigtigt” resultat. Ordet er en sammentrækning af de hollandske ord snuffelen (at snuse, udforske) og doezelen (at døse, slappe af), og det fanger meget godt essensen; en tilstand mellem aktiv udforskning og dyb ro.

Historien bag

Snoezelen opstod i Holland i 1970’erne, da pædagogerne Jan Hulsegge og Ad Verheul på institutionen De Hartenberg begyndte at eksperimentere med sanseoplevelser til mennesker med svær udviklingshæmning. Deres pointe var enkel, men banebrydende for sin tid; mennesker med komplekse funktionsnedsættelser har også brug for glæde, nysgerrighed og ro – ikke kun træning og terapi. Det, der startede som en midlertidig aktivitet, udviklede sig hurtigt til en fast metode, og begrebet bredte sig i løbet af 80’erne og 90’erne til resten af Europa.

Filosofien

Det, der adskiller Snoezelen fra almindelig sansestimulering, er princippet om ikke-styret udforskning. Der er ingen rigtig eller forkert måde at bruge rummet på – brugeren bestemmer selv tempo, fokus og varighed. Formålet er ikke at træne en bestemt færdighed, men at skabe et rum, hvor nervesystemet kan falde til ro, og hvor sanseindtryk kan opleves uden krav.

Hvem er det til i dag

Selvom Snoezelen oprindeligt blev udviklet til mennesker med udviklingshæmning, bruges principperne i dag bredt, både i demensomsorgen, hvor genkendelighed og ro er centralt, i psykiatrien, hvor et Snoezelen kan virke angst- og stressdæmpende, på specialskoler, hvor det giver børn med sansesensitivitet et pusterum fra en ellers overstimulerende skoledag og i børnehaver, hvor det understøtter tidlig sanseintegration hos de mindste.

Vil du vide, hvordan filosofien konkret omsættes til et fysisk rum? Læs videre i “Hvad er et Snoezelen sanserum?”